Straffesager om seksualforbrydelser er særligt belastende for de forurettede. Det danske retssystem indeholder en række særregler, der skal beskytte dig som offer - herunder videoafhøring, dørlukning og retten til en bistandsadvokat FØR politiets første afhøring. Her er, hvad du kan forvente.
Inden politiets afhøring
I sager om voldtægt og visse andre seksualforbrydelser skal der automatisk beskikkes en bistandsadvokat for dig, jf. § 741 a, stk. 2. Og du har ret til at tale med din advokat, INDEN politiet afhører dig. Det giver dig mulighed for at forstå processen, drøfte hvad du vil fortælle, og forberede dig.
Siden lov nr. 226 af 15. februar 2022 gælder desuden, at du kan kontakte en bistandsadvokat, INDEN du overhovedet beslutter dig for at anmelde forholdet, jf. § 741 a, stk. 4.
Videoafhøring - en vigtig beskyttelse
I voldtægtssager og andre grove seksualforbrydelser optages politiets afhøring af forurettede typisk på video, jf. retsplejelovens § 745 e. Formålet er, at du kun behøver forklare dig én gang - under trygge omstændigheder til politiet - og at videooptagelsen anvendes som bevis under retssagen i stedet for, at du skal afgive forklaring i retten.
Under videoafhøringen skal tiltaltes forsvarsadvokat være til stede og kan stille spørgsmål. Tiltalte selv har ikke adgang til at overvære afhøringen, men kan gennemse optagelsen med sin forsvarer.
Under retssagen
Er du vidne i en retssag om seksualforbrydelse, gælder:
- Dørlukning: Du kan kræve, at dørene lukkes for offentligheden, mens du afgiver forklaring, jf. § 29 a i retsplejeloven.
- Bistandsadvokatens tilstedeværelse: Din advokat er til stede under alle retsmøder og kan stille opfølgende spørgsmål til dig.
- Indsigelse mod krænkende spørgsmål: Din advokat kan gøre indsigelse mod spørgsmål, der krænker dig unødigt eller er i strid med lovens regler.
- Aktindsigt: Din advokat har adgang til sagens materiale, herunder tiltaltes forklaring til politiet, jf. § 741 c, stk. 2.
Efter retssagen
I sager om de alvorligste seksualforbrydelser (§§ 210, 216-223, 225, 231 og 232) har du ret til en vederlagsfri samtale med din bistandsadvokat efter sagens eller retshandlingens afslutning, jf. § 741 c, stk. 4. Her kan du få afklaret dommen og dine videre muligheder - herunder erstatningsspørgsmålet.
Erstatning i seksualforbrydelsessager
Tortgodtgørelse er særlig central i seksualforbrydelsessager: Har du været udsat for voldtægt, incest, blufærdighedskrænkelse eller en anden forbrydelse, der krænker din ære og seksuelle integritet, kan du søge tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Beløbet varierer typisk fra 10.000 kr. til 150.000 kr. afhængigt af forbrydelsens grovhed.
Er du offer for en seksualforbrydelse? Kontakt Globe Advokater for en gratis, fortrolig og uforpligtende samtale - det koster dig ingen ting.